Området har hele fem børnebakker og et stort børneland, der byder på rullebånd, karrusel, sjove slalombaner, kælkebaner og en minipark med små hop og bokse.
I børneområdet kan man støde på snemands-maskotten Valle, som underholder, leger og hygger med børnene. Børneområdet giver børnene de bedste forudsætninger for at få en tryg og sjov oplevelse på ski med faciliteter og aktiviteter i børnehøjde. Er der behov for skiskole, så ligger skiskolen ligeledes ved børneområdet. I Hemsedal har de nogle rigtig gode skiskoler med humørfyldte og dygtige skiinstruktører, som underviser både børn og voksne på alle niveauer - enten som gruppeundervisning eller privatlektioner. Med nogle dage på skiskole får man nogle fantastiske muligheder for at lære eller forbedre sine færdigheder på ski og få mest muligt ud af skiferien.
Generelt er Hemsedal rigtig velegnet til børn, da man foruden det store børneområde finder et godt udvalg af lange og brede grønne og blå pister. Det gør det muligt for hele familien at komme op i skiterrænet og få nogle gode ture sammen på ski. Derudover har Hemsedal gode muligheder for ski-in/ski-out, hvilket gør det nemt at komme til og fra pisten, hvis familiens mindste medlemmer skal have nogle pauser i løbet af dagen.
Alsidige og sjove aktiviteter i sneen
Foruden de klassiske pister byder Hemsedal også på gode offpiste muligheder. Her kan man blandt andet få en guidet offpiste tur og prøve kræfter med udfordrende skiløb på stejle skråninger og udforske nye omgivelser. Til de skiløbere som ønsker ekstra fart og spænding, er der i Hemsedal fire veludstyrede snowparker med hop, bokse og rails for alle aldre og niveauer. Derudover er der en slalombane, en skicrossbane og en Funslope, som med hop og kurver sørger for sjov for både nybegyndere og mere øvede skiløbere. I øvrigt byder skiområdet på et skønt langrendsterræn med 220 kilometer langrendsløjper, der snor sig gennem det smukke landskab. Fra centrum går der langrendsspor både mod øst og vest, som er klar til at blive udforsket.